Billedbehandling kun til Canon

Der findes meget specialiserede værktøjer på markedet, som mange eksperter foretrækker frem for Photoshop og Paint Shop Pro. Vi har kigget på Breezebrowser, der er lavet specielt til dem, der har kamera fra Canon og som bruger filformatet RAW.

Der er andre muligheder end Adobe Photoshop og Jasc Paint Shop Pro, når man skal bearbejde digitale billeder. Jeg har tidligere anmeldt produktet QImage Pro, der er et billigt specialværktøj, der er specielt egnet til interpolering og udskrifter. Denne gang har jeg kigget på produktet Breezebrowser, der også er et billigt specialværktøj. Breezebrowser er især lavet til at konvertere og bearbejde RAW-filer fra Canons digitale kameraer. Det har imidlertid også en lang række andre funktioner, der gør produktet interessant. 

Breezebrowser er meget billig med en pris på 35 dollar. Man kan hente en shareware-version på producentens hjemmeside, som man kan lege med, før man beslutter sig. Selve installationsfilen fylder sølle 4 megabyte. 

Når programmet startes, fungerer det først og fremmest som billedbrowser. Det vil sige, at man kan vælge en mappe, og Breezebrowser viser derefter alle billeder i mappen som miniaturer. Breezebrowser understøtter Canons RAW-format, hvilket stort set ingen andre programmer gør. Man kan installere Twain-driver i for eksempel Photoshop og Paint Shop Pro – og på den måde få mulighed for at få importeret RAW-billeder – men man kan ikke se dem i programmernes indbyggede billedbrowsere. Det klarer Breezebrowser. 

En anden væsentlig detalje i billedbrowseren er, at man kan få udskrevet kontaktark. Det vil sige, at man kan få udskrevet en side med alle billederne som miniaturer. Det kører helt automatisk, når blot man har valgt de ønskede billeder og klikket på udskriv. 

Breezebrowser har suveræn integration med Exif-data. Exif er de skjulte data, der ligger inde i alle digitale billeder og som fortæller noget om, hvornår billedet blev taget, hvilken lukkertid, der blev brugt og så videre. 

Programmet kan bruges til at billedbehandle JPEG- og TIFF-billeder, men det giver ikke rigtig mening, da det ikke indeholder nogle faciliteter, der ikke er i andre programmer. På det punkt er Breezebrowser klart dårligere end store pakker som Photoshop og Paint Shop Pro. 

Programmet giver mere mening, når man taler om RAW. Man kan konvertere RAW med Canons program RAW Image Converter eller Twain-driveren, der følger gratis med kameraet, men Breezebrowser har nogle ekstra muligheder. Med Canons værktøjer skal man for eksempel vælge mellem lineær og almindelig konvertering. Breezebrowser har en ekstra mulighed kaldet combined, der forsøger at samle det bedste fra de to metoder. 

Vi har prøvet denne mulighed, og den giver anderledes billeder. Canons metoder giver måske et skarpere billede med flere detaljer, men Breezebrowser giver et blødere og mere behageligt billede, der på mange områder mere ligner analoge billeder. Se slutningen på denne side, hvor det er vist. 

Breezebrowser giver naturligvis mulighed for at vælge hvidbalance, farvemætning, kontrast og skarphed – ligesom Canons værktøjer. Men man kan også ændre andre ting som niveauer (levels), unsharp mask og interpolering direkte. 

Der er imidlertid også begrænsninger. Breezebrowsers niveauer ændrer alle tre farver på en gang, hvilket svarer til at ændre lysstyrke under niveauer i Photoshop. Man kan ikke ændre rød, grøn og blå individuelt. Man kan vælge mellem et meget lille preview-vindue eller se hele resultatet i et kæmpe vindue. Der er desværre ingen mellemvej. 

Breezebrowser kan gemme i traditionelle formater som JPEG, PNG og TIFF. Hertil kommer JPEG2000. Vi havde en del problemer med JPEG. Selvom vi valgt mindste kompression, blev vore billeder kun 1 megabyte store. De burde have været 2,5-3 megabyte. Derfor brugte vi til sidst kun TIFF. Det kan være en fejl. Programmet kan et par andre ting som generere HTML-filer med miniaturer af billeder, lægge vandmærker i billeder og lave slideshows. 

Breezebrowser 2.1 understøtter PowerShot G1, Powershot G2, Powershot Pro90 IS, Powershot S30, Powershot S40, EOS D30, EOS D60 og EOS 1D. Programmet er absolut de 35 dollar værd, hvis man bruger RAW. Hvis man ikke bruger RAW eller har et andet kamera, så kan det ikke bruges til ret meget. 

Hvis man bruger Nikon og dets NEF-format, kan man i stedet kigge på Bibble, der understøtter D1, D1h, D1x og D100 samt Canons D30 og Olympus’ E-10 og E-20. Bibble koster 100 dollar. QImage Pro understøtter også Nikons NEF-format, og det program koster 35 dollar. 

Hvorfor ikke også læse: