En rejse med et kamera

Han kørte næsten 28.000 km og brugt en stor mængde benzin og et digital kamera På to hjul har fotografen og hans Canon-udstyr oplevet eventyr i Europa, Nepal, Kina, Indien og Brunei. Følg med på det første stykke af vejen!

Er en liter ikke altid en liter?

Turen begyndte rundt om i Europa med besøg hos venner. Midsommeren fejrede jeg i Istanbul. Kaos, varme og fattigdom var en anderledes oplevelse. En mand tankede 28 liter brændstof i min tank, som kan rumme 23 liter. Uden at blinke sagde han, at en tyrkisk liter er mindre end en finsk liter! Forbavset fortsatte jeg østpå langs Sortehavskysten og solopgangen.

Varmebølge

Iranerne var meget gæstfrie. Når jeg stoppede for at tanke op eller spørge om vej, blev jeg budt på mad, drikke og overnatning. Vejene var i god stand og benzinen næsten gratis. Men naturbeskyttelse har man aldrig hørt om. Man skifter motorolie ved at lade den brugte olie løbe ud i sandet. I Pakistan blev jeg mødt af en sandstorm, hvor sigtbarheden var på under 20 meter. Sandet piskede med en sådan kraft, at jeg var nødt til at stoppe og gå i læ. Det var utroligt varmt, +54°C. Motorcyklen var tæt på at vælte i blæsten der, hvor den stod. Til trods for naturens luner fortsatte jeg min færd. Ved grænsen til Afghanistan fulgte jeg Khyberpasset, som er et urgammelt område. Her har berømtheder som Marco Polo og Alexander den Store vandret.

Really High Way!

Vejen nordpå mod Kina gik ad Karakotam Highway. Man plejer at sige, at denne vej går til verdens tag i det vestlige Himalaya. Den begynder ved Islamabad-Rawalpindi området og følger en gammel silkevej helt frem til Kashgar i Kina. Det siges, at 15.000 pakistanere og 9.000-20.000 kinesere byggede vejen gennem forskellige perioder. I Gilgit er FN indkvarteret. Jeg oplevede en ægte sauna, sauna-øl og udsigten over Himalayas mægtige landskab. Livet føltes som en fest.

Min rejse fortsatte forbi Rakaposhi-toppen, som er på hele 7.788 meter. Man må ikke køre ind i Kina på motorcykel, en cykel er det bedste transportmiddel. Jeg ankom til grænsen, og her ved Khunjerabpasset på verdens tag, ca. fem kilometer over havets overflade, er udsigten vidunderlig.

Skardu er basen for mange Himalaya-erobrere. Jeg ville op til Deosai, som er verdens højeste Plateau-land. Vejen var på kortet, men det var bare en stejl sti. Luften var tynd, og al kraften forsvandt fra motorcyklen.

Første gang motorcyklen stoppede, fik jeg selskab af en jeep, og passagererne skubbede mig opad. Anden gang, det skete, var stien så smal, at jeg ikke kunne komme op i fart. Jeg måtte trække motorcyklen. Oppe på plateauet måtte jeg efterse motorcyklen. Kæderne sprang midt i en iskold flod. Jeg skulle til Islamabad for at få reservekæder, og det ville tage tre uger at køre dertil. Med en fil, en stor arbejdsindsats og seks timer senere var jeg kommet 30 kilometer længere. Det var tid til at gøre ophold for natten. Nedenfor mig lå en bjergsø og lige foran mig så jeg Nanga Parbats top (8.125 meter). Om natten var stilheden total. Det var fuldmåne, og himlen var stjerneklar.

Brug for flere artikler?

Bagefter var der mange, der sagde, at jeg var den første, der var kørt gennem Deosai på motorcykel. Hvis trafikken i Pakistan var kaotisk, så var den endnu værre i Indien. Hinduismens fred og ro er kun en drøm. Jeg lagde Taj Mahal og Agra bag mig og kørte til Varanasi, hinduernes hellige by, for at bade i Ganges’ hellige vand. Stanken og vandets farve fik mig dog til at afstå. Nepal var nærmest fredens paradis.

På vej …

Den videre rejse mod Fjernøsten var mere kompliceret, så jeg og min Honda tog med fly. Efter Kwai-floden satte jeg i retning mod syd og Phuket, som var stille og fredelig. Alle var bange for skovbrandene i Indonesien, men her mærkede man ikke noget til dem. Min bror Pasi sluttede sig til, og vi kørte til Singapore, som var et paradis efter alle de “eksotiske” steder. Alt fungerede her, og der var pænt, rent og trygt. Det eneste, der bekymrede mig, var prisen på indkvarteringen. Men jeg var igen heldig! I byens centrum kørte en motorcyklist op på siden af mig, og en finsk stemme spurgte mig, om jeg havde kørt hele vejen til Singapore. En uventet gæstfrihed løste mit problem.

Nu har jeg kørt i seks måneder, og jeg har lagt 28.000 kilometer bag mig. Min Honda skal sendes med fragt til Sydney, Australien. Selv flyver jeg via Bali. I Australien har jeg tænkt mig at køre tværs gennem hele kontinentet. Hvordan den rejse går, kan I høre om ved en senere lejlighed.

Læs også: