import af RAW filer

Paint Shop Pro fra Jasc er klar i en version 9, der ikke ser ud til at byde på mange nyheder. En væsentlig nyhed er dog direkte import af RAW fra en række kameraer herunder mange fra Canon.

Min favorit blandt billedbehandlingsprogrammer Paint Shop Pro er kommet i en ny version 9. Jeg har endnu ikke haft mulighed for teste denne version, der ser ud til at være en forholdsvis lille opgradering. Der er dog nogle interessante nyheder. 

Paint Shop Pro (PSP) 9 skulle således have fået nogle nye støjfiltre, der skulle være endnu bedre end dem, som forgængeren har. Det er interessant, hvis man bruger høje ISO-hastigheder med de billigere digitale kameraer, for de giver meget støj, når man presser hastigheden. Har man et digitalt spejlreflekskamera som Canon 300D, er det dog ikke så nødvendigt. 

kameraer

PSP 9 har også fået nye filtre til at ændre baggrundsbelysning og forgrundsbelysning. Det er en ren kopi af de tilsvarende filtre i Adobes Photoshop Elements. En mere spændende nyhed for digitale fotografer er direkte import af visse RAW-formater. Det er helt nyt for PSP. Konkurrenten Adobe har haft dette i et stykket tid. 

Følgende kameraer er understøttet: Canon 300D, D30, D60, 10D, 1D, 1Ds, 1D Mark II, G3, G5 Nikon D1, D1h, D100, D2h, D1X, D70, Olympus 5050, 5060, E1, E10, E20, Fuji S2 Pro, S7000 Pentax *ist, Minolta A1, A2, Kodak 760, 14N og 14c . 

Der er kommet en del nyheder, som ikke har så meget at gøre med digital billedbehandling. Det er elementer som nye oliefarver, bedre tekst-værktøjer og så videre. Der er andre generelle nyheder såsom valgfri fortryd (undo), hvilket vil sige, at man kan udvælge de handlinger, som man vil fortryde. Tidligere kunne man ikke fortryde handling nummer 3 og 6 uden også at fortryde nummer 4 og 5. Det kan man nu. 

Det koster 119 dollar at købe PSP 9, hvis man downloader det fra USA. En opgradering fra version 8 koster 55 dollar. Den danske importør Prosoft har overraskende slet ikke beskrevet version 9 på sin hjemmeside, så det er tvivlsomt, om man kan købe programmet der.

Læs mere om foto her