Kameraet blev min bedste ven

Kameraet blev min bedste ven

Kameraet blev min bedste ven fra 2000. Da tog jeg de første billeder med en Pump under vandet, et ret enkelt undervandskamera.

I løbet af årene er der blevet taget mange diasbilleder. Søren Friis har dykket på Hawaii, i Rødehavet, rundt om Middelhavet i Spanien og Tyrkiet, omkring de Kanariske øer..

Den sidste rejse var i påsken, da det blev en tur til Bonaire i Caribien. – Her indviede jeg mit nye Nikon F90X, et SLR-kamera. Det fungerer under vand, takket være et undervandshus fra Subal, fortæller Anders.

I bagagen fandtes også fem testruller Elite II 100.

Det gælder om at eksperimentere

– Det sjoveste netop nu er nærbilledfotografering af meget små ting, f.eks. af næsten gennemsigtige rejer. Moræner er også morsomme at fotografere. De ser farligere ud, end de er og tager sig godt ud på et billede. De gaber, når de “trækker vejret” og viser alle tænder frem. Desuden har de farlige øjne, griner Søren Friis.

For at tage gode billeder bør man holde sig på 0 – 10 meters dybde. Der er lyset stadigvæk godt. Selv sørger jeg altid for så hurtigt som muligt at få skrevet ned, hvad jeg har gjort. Ellers glemmer man alt, når billederne er blevet fremkaldt.

Tålmodighedsarbejde

– Somme tider må man vente i 10 – 15 minutter på et superbillede. Da gælder det om at være i balance, at kunne ligge stille på den rigtige dybde og afstand for at vente på billedet, afslører Søren Friis. Særligt svært er det, hvis en dykkerkammerat skal være med i motivet. Han eller hun må ikke svømme ud af billedet og skal befinde sig korrekt i forhold til fisk eller baggrund.

En normaldykning tager fra ca. 30 minutter til en time, men det afhænger af, om man skal gå dybt eller ikke. Ofte dykker man ned til 20 – 25 meter og går langsomt op til 5 – 10 meter

Læs flere artikler om fotografi:

import af RAW filer

import af RAW filer

Paint Shop Pro fra Jasc er klar i en version 9, der ikke ser ud til at byde på mange nyheder. En væsentlig nyhed er dog direkte import af RAW fra en række kameraer herunder mange fra Canon.

Min favorit blandt billedbehandlingsprogrammer Paint Shop Pro er kommet i en ny version 9. Jeg har endnu ikke haft mulighed for teste denne version, der ser ud til at være en forholdsvis lille opgradering. Der er dog nogle interessante nyheder. 

Paint Shop Pro (PSP) 9 skulle således have fået nogle nye støjfiltre, der skulle være endnu bedre end dem, som forgængeren har. Det er interessant, hvis man bruger høje ISO-hastigheder med de billigere digitale kameraer, for de giver meget støj, når man presser hastigheden. Har man et digitalt spejlreflekskamera som Canon 300D, er det dog ikke så nødvendigt. 

kameraer

PSP 9 har også fået nye filtre til at ændre baggrundsbelysning og forgrundsbelysning. Det er en ren kopi af de tilsvarende filtre i Adobes Photoshop Elements. En mere spændende nyhed for digitale fotografer er direkte import af visse RAW-formater. Det er helt nyt for PSP. Konkurrenten Adobe har haft dette i et stykket tid. 

Følgende kameraer er understøttet: Canon 300D, D30, D60, 10D, 1D, 1Ds, 1D Mark II, G3, G5 Nikon D1, D1h, D100, D2h, D1X, D70, Olympus 5050, 5060, E1, E10, E20, Fuji S2 Pro, S7000 Pentax *ist, Minolta A1, A2, Kodak 760, 14N og 14c . 

Der er kommet en del nyheder, som ikke har så meget at gøre med digital billedbehandling. Det er elementer som nye oliefarver, bedre tekst-værktøjer og så videre. Der er andre generelle nyheder såsom valgfri fortryd (undo), hvilket vil sige, at man kan udvælge de handlinger, som man vil fortryde. Tidligere kunne man ikke fortryde handling nummer 3 og 6 uden også at fortryde nummer 4 og 5. Det kan man nu. 

Det koster 119 dollar at købe PSP 9, hvis man downloader det fra USA. En opgradering fra version 8 koster 55 dollar. Den danske importør Prosoft har overraskende slet ikke beskrevet version 9 på sin hjemmeside, så det er tvivlsomt, om man kan købe programmet der.

Læs mere om foto her

billedbehandlingsprogrammer

billedbehandlingsprogrammer

Min favorit blandt billedbehandlingsprogrammer Paint Shop Pro og firmaet bag Jasc er blevet købt af canadiske Corel, der engang var en kæmpe i den grafiske industri med tegneprogrammet CorelDRAW. 

I de seneste år har man dog ikke hørt meget til firmaet, der satsede helt forkert først på WordPerfect og siden på sin egen Linux distribution, der ikke blev til noget. Det bemærkelsesværdige i denne handel er, at Corel i forvejen har et komplet og professionelt billedbehandlingsprogram i form af Corel Photo Paint. Hvordan det skal sælges sammen med Paint Shop Pro, fortæller historien ikke noget om. 

Canon er klar med ny firmware version 1.0.1.0 til S70 og version 1.0.3 til EOS-1D Mark II. Det nye kamera EOS-20D har allerede fået ny firmware to gange. Den seneste version hedder 1.0.5. 

Billedbehandlingsprogrammet Bibble har været meget udbredt i Nikon-miljøet, når det gælder konvertering af RAW billeder. Nu er programmet kommet i en version 4.0, og en af de store nyheder er, at Canon er kommet med på listen. Der er dog kun tale om 20D og 1D Mark II, men det er da en start. Bibble 4.0 koster 129 dollar. Programmet er også bemærkelsesværdigt, idet det kører under såvel Windows som Mac OS X og Linux.

Hvad var det APS ?

analoge film

Vil du videreudvikle din fotografering? Det nye Advanced Photo System (APS) er udviklet med henblik på at gøre det mere enkelt at tage bedre billeder.

Det nye system giver dig en bedre film, nemmere håndtering, nye billedformater og smartere kameraer. Alle kameraer har f.eks. en såkaldt “drop in”. Du åbner bagstykket, kommer filmen i og lukker bagstykket igen. Derefter føres filmen automatisk frem.

De nye kameraer

De nye kameraer er så små, at du altid kan have dem med dig. Har du et kamera med Information exchange (IX), overføres og lagres information om motiver, lys og farve inden fremkaldelsen, så du får bedre billeder. Systemet korrigerer for over- og undereksponering, kunstigt lys og blitz. Den indbyggede blitz er fuldautomatisk og korrigerer for røde øjne.

På mange kameraer findes også en funktion, så dato og klokkeslæt for, hvornår et billede er taget, bliver trykt på bagsiden af billederne.

Se mere her:

direkte ind i Photoshop

direkte ind i Photoshop

Nu bliver det muligt at arbejde med RAW direkte i Photoshop – uden først at skulle importere via besværlige TWAIN. RAW er som bekendt det, som kameraets CCD-chip ser – uden bearbejdning. Derfor kan billedbehandlingsprogrammer normalt ikke arbejde med det format. Filerne skal først konverteres til mere almindelige typer som TIFF eller JPEG. 

Når man arbejder med RAW, kan man senere i software ændre mange af de ting, som normalt er forudindstillet i kameraet. Det gælder hvidbalance og skarphed. Det er også flyttet med i Photoshop, så man kan ændre det der. Photoshops billedbrowser kan også vise RAW-billeder, hvis man installerer denne plug-in. 

direkte ind i Photoshop

Kamera Raw Plug

Adobes nye Camera Raw Plug In understøtter stort set alle kameraer fra Canon, der har RAW. Det gælder alle professionelle EOS-modeller, alle G-modeller og alle S-modeller. Minoltas 5- og 7-serie er også understøttet ligesom Nikons professionelle D-serie og 5000/5700. Hertil kommer Olympus E-10, E-20 og C5050. 

Photoshop Camera Raw plug-in understøtter professionelle kameraer samt kameraer i mellemprislejet, og gør det muligt at udnytte RAW-formatet i digitale kameraer fra førende producenter som Canon, Fujifilm, Minolta, Nikon og Olympus. Det er desuden muligt at arbejde med det nye billedformat JPEG 2000. 

– Vi har fremskyndet udviklingen af dette plug-in på opfordring fra vores kunder. Professionelle fotografer ønsker at arbejde med kameraernes RAW-format i Photoshop for at opnå maksimal billedkvalitet. Vi har planer om at indbygge funktionerne i kommende programversioner, men har ønsket at gøre dem tilgængelige for brugerne allerede nu, siger produktchef Fredrik Rossander, Adobe Systems. 

Læs også:

Billedbehandling kun til Canon

Billedbehandling kun til Canon

Der findes meget specialiserede værktøjer på markedet, som mange eksperter foretrækker frem for Photoshop og Paint Shop Pro. Vi har kigget på Breezebrowser, der er lavet specielt til dem, der har kamera fra Canon og som bruger filformatet RAW.

Der er andre muligheder end Adobe Photoshop og Jasc Paint Shop Pro, når man skal bearbejde digitale billeder. Jeg har tidligere anmeldt produktet QImage Pro, der er et billigt specialværktøj, der er specielt egnet til interpolering og udskrifter. Denne gang har jeg kigget på produktet Breezebrowser, der også er et billigt specialværktøj. Breezebrowser er især lavet til at konvertere og bearbejde RAW-filer fra Canons digitale kameraer. Det har imidlertid også en lang række andre funktioner, der gør produktet interessant. 

Breezebrowser er meget billig med en pris på 35 dollar. Man kan hente en shareware-version på producentens hjemmeside, som man kan lege med, før man beslutter sig. Selve installationsfilen fylder sølle 4 megabyte. 

Når programmet startes, fungerer det først og fremmest som billedbrowser. Det vil sige, at man kan vælge en mappe, og Breezebrowser viser derefter alle billeder i mappen som miniaturer. Breezebrowser understøtter Canons RAW-format, hvilket stort set ingen andre programmer gør. Man kan installere Twain-driver i for eksempel Photoshop og Paint Shop Pro – og på den måde få mulighed for at få importeret RAW-billeder – men man kan ikke se dem i programmernes indbyggede billedbrowsere. Det klarer Breezebrowser. 

En anden væsentlig detalje i billedbrowseren er, at man kan få udskrevet kontaktark. Det vil sige, at man kan få udskrevet en side med alle billederne som miniaturer. Det kører helt automatisk, når blot man har valgt de ønskede billeder og klikket på udskriv. 

Breezebrowser har suveræn integration med Exif-data. Exif er de skjulte data, der ligger inde i alle digitale billeder og som fortæller noget om, hvornår billedet blev taget, hvilken lukkertid, der blev brugt og så videre. 

Programmet kan bruges til at billedbehandle JPEG- og TIFF-billeder, men det giver ikke rigtig mening, da det ikke indeholder nogle faciliteter, der ikke er i andre programmer. På det punkt er Breezebrowser klart dårligere end store pakker som Photoshop og Paint Shop Pro. 

Programmet giver mere mening, når man taler om RAW. Man kan konvertere RAW med Canons program RAW Image Converter eller Twain-driveren, der følger gratis med kameraet, men Breezebrowser har nogle ekstra muligheder. Med Canons værktøjer skal man for eksempel vælge mellem lineær og almindelig konvertering. Breezebrowser har en ekstra mulighed kaldet combined, der forsøger at samle det bedste fra de to metoder. 

Vi har prøvet denne mulighed, og den giver anderledes billeder. Canons metoder giver måske et skarpere billede med flere detaljer, men Breezebrowser giver et blødere og mere behageligt billede, der på mange områder mere ligner analoge billeder. Se slutningen på denne side, hvor det er vist. 

Breezebrowser giver naturligvis mulighed for at vælge hvidbalance, farvemætning, kontrast og skarphed – ligesom Canons værktøjer. Men man kan også ændre andre ting som niveauer (levels), unsharp mask og interpolering direkte. 

Der er imidlertid også begrænsninger. Breezebrowsers niveauer ændrer alle tre farver på en gang, hvilket svarer til at ændre lysstyrke under niveauer i Photoshop. Man kan ikke ændre rød, grøn og blå individuelt. Man kan vælge mellem et meget lille preview-vindue eller se hele resultatet i et kæmpe vindue. Der er desværre ingen mellemvej. 

Breezebrowser kan gemme i traditionelle formater som JPEG, PNG og TIFF. Hertil kommer JPEG2000. Vi havde en del problemer med JPEG. Selvom vi valgt mindste kompression, blev vore billeder kun 1 megabyte store. De burde have været 2,5-3 megabyte. Derfor brugte vi til sidst kun TIFF. Det kan være en fejl. Programmet kan et par andre ting som generere HTML-filer med miniaturer af billeder, lægge vandmærker i billeder og lave slideshows. 

Breezebrowser 2.1 understøtter PowerShot G1, Powershot G2, Powershot Pro90 IS, Powershot S30, Powershot S40, EOS D30, EOS D60 og EOS 1D. Programmet er absolut de 35 dollar værd, hvis man bruger RAW. Hvis man ikke bruger RAW eller har et andet kamera, så kan det ikke bruges til ret meget. 

Hvis man bruger Nikon og dets NEF-format, kan man i stedet kigge på Bibble, der understøtter D1, D1h, D1x og D100 samt Canons D30 og Olympus’ E-10 og E-20. Bibble koster 100 dollar. QImage Pro understøtter også Nikons NEF-format, og det program koster 35 dollar. 

Hvorfor ikke også læse:

Bedre download af billeder

Bedre download af billeder

Jeg har tidligere rost programmet BreezeBrowser for at være et suverænt program til at konvertere RAW billeder fra Canon. Programmøreren bag programmet, Chris Breeze, har dog lavet andre ting, og en af disse er programmet Downloader, der er helt gratis. 

Downloader er grundlæggende set et program til at downloade billeder fra kameraet eller et Compact Flash kort til harddisken. Det behøver man egentlig ikke et program til, da Canon medleverer software til kameraet, og Compact Flash bliver monteret som drev. Men der er grund til at kigge på Downloader alligevel, for programmet kan ting, som de to førnævnte metoder ikke kan. 

Jeg har prøvet den seneste version 2.0, der kun er i beta 3, men den version har et virkelig stærkt kort. Programmet er nemlig i stand til at rotere alle de billeder, der er på højkant helt automatisk. Det virker med de seneste kameraer fra Canon, der har en såkaldt orientation sensor såsom G3. Kameraet ved, at det bliver holdt lodret og gemmer den information i billedet. 

Det kan spare mange minutters kedeligt arbejde, for det kræver en del museklik at rotere mange billeder. Downloader laver naturligvis det, der kaldes for lossless rotation, hvilket vil sige, at kvaliteten i JPEG-filen ikke bliver forringet. 

Det er dog ikke det eneste, som Downloader kan – selvom det er det vigtigste. Programmet kan automatisk oprette mapper til billederne (efter makro-lignende kommandoer) og lave ændringer til filnavnene. Man kan for eksempel få alle filnavne udvidet, så de også viser ISO-hastighed, dato eller kameramodel. 

open-source alternativ til Canons RAW

En programmør har lavet et open-source alternativ til Canons RAW filer. Programmet understøtter et utal af kameraer, men det leveres kun som kildekode. Det er beregnet til Linux, men det kan bruges til Windows.

Der er alternativer til Canons RAW-værktøjer og de kommercielle konkurrenter som BreezeBrowser. Programmøren Dave Coffin har for eksempel lavet et gratis (open source) værktøj, der kan håndtere RAW-filer fra en lang række kameraer – herunder alle fra Canon også de seneste modeller som G3. Han er dog ikke ude på at redde brugere af Windows. Han har lavet sine værktøjer for at støtte de brugere, der benytter sig af Linux. 

De kan nemlig ikke bruge de kommercielle værktøjer. Jeg har tidligere omtalt hans værktøjer kort, men der er grund til at give ham en ekstra chance. For det første understøtter han nu de seneste modeller, og for det andet er hans værktøjer utrolig hurtige – langt hurtigere end Canons egne. Det kan let tage mere end et halvt minut at konvertere et RAW billede med Canons værktøj, mens dette værktøj klarer opgaven på mindre end 10 sekunder. 

Der er dog store minusser. Værktøjerne er ikke for amatører. Der er tale om kommandolinje-baserede værktøjer, som du selv skal oversætte! Ja du læste rigtigt. Det eneste, som Dave Coffin leverer, er ren kildekode. 

Linux-entusiaster

De fleste Linux-entusiaster vil ikke få problemer med at oversætte hans RAW-program, som leveres som én fil. De fleste Windows-brugere er dog ikke udviklere, og de er slet ikke vant til at oversætte programmer, så her er udfordringen større. De fleste Windows-brugere har i øvrigt heller ikke en C-compiler, som skal bruges. Der findes faktisk også en gratis C-compiler til Windows. Jeg fandt en på denne adresse, som jeg brugte til at oversætte programmet. 

Programmet virker som en drøm med G2, men jeg har ikke helt få det til at virke perfekt med G3. Billederne bliver for gule. Der er dog sikkert tale om detaljer, der nok skal kunne klares. Prøv selv. 

Hvis du ikke har en C-compiler eller mod på at prøve selv, kan du downloade det program, jeg har oversat. Det fylder sølle 154 kilobyte. 

Bemærk, at det skal køres i en kommandolinje (altså DOS-boks). Prøv først at køre uden argumenter. Skriv blot ddraw og tryk Enter. Så kan du se, hvilke argumenter, programmet understøtter. Det kan gemme RAW-filer som enten PPM (hvilket er standard) eller PSD (Adobe Photoshop). 

Her er den komplette liste over kameraer, der er understøttet. Hvis der står en bemærkning ud for dit kamera, må du læse mere på programmørens hjemmeside. Hvis der ikke gør, bør du kunne bruge værktøjet med det samme. 

Canon PowerShot 600, Canon PowerShot A5, Canon PowerShot A50, Canon PowerShot Pro70, Canon PowerShot Pro90 IS, Canon PowerShot G1, Canon PowerShot G2, Canon PowerShot G3, Canon PowerShot S30, Canon PowerShot S40, Canon PowerShot S45, Canon PowerShot S50, Canon EOS D30, Canon EOS D60, Canon EOS 10D, Canon EOS-1D (needs ljpeg_decode), Canon EOS-1DS (needs ljpeg_decode), Nikon D1, Nikon D1H, Nikon D1X, Nikon D100, Nikon E950 (“DIAG RAW” hack), Nikon E990 (“DIAG RAW” hack), Nikon E995 (“DIAG RAW” hack), Nikon E2500 (“DIAG RAW” hack), Nikon E4300 (“DIAG RAW” hack), Nikon E4500 (“DIAG RAW” hack), Nikon E5000, Nikon E5700, Olympus E-10, Olympus E-20, Olympus C5050Z, Minolta DiMAGE 5 (untested), Minolta DiMAGE 7 (untested), Minolta DiMAGE 7i, Fuji FinePixS2Pro, Kodak DCS315C, Kodak DCS330C, Kodak DCS420, Kodak DCS460, Kodak DCS460A, Kodak EOSDCS3B, Kodak EOSDCS1, Kodak DCS520C (needs ljpeg_decode), Kodak DCS560C (needs ljpeg_decode), Kodak DCS620C (needs ljpeg_decode), Kodak DCS620X (needs ljpeg_decode), Kodak DCS660C (needs ljpeg_decode), Kodak DCS660M (needs ljpeg_decode), Kodak DCS720X, Kodak DCS760C, Kodak DCS760M, Kodak ProBack, Kodak PB645M, Kodak PB645H, Kodak DCS Pro 14n og Sigma SD9 

Adobe Camera Raw

Adobe Camera Raw

Er du ekspert i at konvertere RAW filer, så afholder Outback Photo konkurrence i disciplinen. Konkurrencen er et besøg værd, for den afslører RAW værktøjer, jeg aldrig har hørt om før.

Så afholder Outback Photo igen en af sine kendte konkurrencer. Denne gang går det ud på at konvertere RAW billeder fra Canons nye EOS 10D. Allerede nu er der en del forslag, som er ganske interessante. Og selvom der ikke er fundet en vinder endnu, er konkurrencen et besøg værd, for der er kommet forslag, der bruger værktøjer, jeg aldrig har hørt om før. 

Et af disse er SharpRaw, der udover at understøtte 10D også understøtter andre modeller som D30, D60, 1D, 1Ds, G2, G3, S30, S40, S45 og S50. Hertil kommer modeller fra Nikon, Olympus, Kodak, Minolta og Fuji. SharpRaw koster 69 dollar, men man kan downloade en gratis prøveversion på websitet. 

Et andet for mig helt ukendt værktøj er PowerShovel 2, der understøtter Canon S30, S40, S45, G2, G3 samt Canon EOS D30, D60 og 10D. Det kan downloades umiddelbart på hjemmesiden. Når man starter programmet, får man at vide, at det er gratis til privat brug. 

Der er naturligvis også kommet forslag, der bruger velkendte metoder som BreezeBrowser, Capture One DSLR og Adobe Camera Raw plugin. 

Jeg havde umiddelbart problemer med at installere SharpRaw, mens PowerShovel 2 blev installeret uden problemer. Jeg vender tilbage med vurdering af disse værktøjer.

Gratis værktøj til skarphed

Jeg har tidligere rost programmet SmarterSharpenX for at gøre billeder mere skarpe og på en mere forudsigelig måde end standard unsharp-mask i billedbehandlingsprogrammer. Men der findes alternativer. Jeg er faldet over programmet SharpControl, der er ganske gratis i modsætning til SmarterSharpenX. 

Programmet har desværre ikke mulighed for at vise selve masken – altså det der gøres skarpere – men det ser ud til, at det har nogle stærke kort på hånden alligevel over for unsharp-mask. Programmøren hævder, at det bruger en helt anden algoritme, der både skulle være langt bedre og desværre også langt langsommere end unsharp-mask, men jeg betaler gerne i form af et par ekstra sekunder på et bedre resultat. 

Læs alt om digital fotografi

Programmet bruger en række kontroller, hvoraf et par er genkendelige fra unsharp-mask. Det er Radius, Egde og Intensity. Derudover kan man rykke rundt på Control og Iterations. SharpControl, der er et enkeltstående program og ikke en plugin som SmarterSharpenX, viser billedet før filtret i 100 procent. Hvis man klikker på billedet, får man et udsnit vist til højre – før og efter behandling. Se eksemplet. Man kan også zoome ud – men ikke længere ind end de 100 procent. 

SharpControl kan gemme som JPEG og TIFF i 8 eller 16 bit. Der er mulighed for at batch-behandle billeder – altså behandle flere billeder i én omgang. Der er også mulighed for at køre programmet fra kommandolinjen – altså uden om Windows.