Panasonics suveræne lommekamera

Panasonic FX9 er blevet mit ekstra kamera til de opgaver, hvor kravet er, at det skal kunne ligge i en lomme uden at genere. Det er et suverænt kamera, der oser langt væk af kvalitet. Selv Canons Ixus-serie ligner budget-modeller sammenlignet med det

Jeg er meget glad for mit Canon EOS 300D, men i mange situationer finder jeg kameraet for stort og klodset at slæbe med. Derfor har jeg fået et lommekamera som supplement. Valget er faldet på Panasonic FX9, der er utrolig lille. Jeg kan varmt anbefale dette kamera, der faktisk overgår 300D på mange områder. Det har en kæmpe LCD-skærm på 2,5 tommer, der er optisk stabilisering, og det starter lynhurtigt i modsætning til mit primære kamera. 

Kameraet

Kameraet er i super lækkert design, og det oser af kvalitet – i modsætning til Canons budget-spejlrefleks 300D. Objektivet klinger endnu mere af kvalitet med navnet Leica DC Vario. Prisen er i øvrigt cirka 3.000 kroner i Danmark, hvilket er en rimelig pris sammenlignet med for eksempel Canons Ixus-serie. 

Men lommekameraerne har også deres minusser. Man skal leve med, at man ikke kan vælge lukkertid og blænde. Der er ikke lukkertidsprioriteret eksponering eller lignende. FX9 rummer en lang række programmer som overskyet, sport og så videre, men de er alle helt automatiske. Det er et stort minus, hvis man er vant til de halvautomatiske programmer som Tv og Av. 

Et andet minus er den indbyggede flash, der er alt for lille, og som sidder for tæt på objektivet. Kameraer af denne type er ikke gode til indendørs billeder, der skal tages om aftenen. Det er heller ikke muligt at sætte en ekstern flash til kameraet, som jeg gør med min EOS 300D. 

Panasonic FX9 har en opløsning på hele 6 megapixel ligesom Canon 300D (2816 x 2112), men billedkvaliteten kan slet ikke sammenlignes. FX9 giver meget “digitale” billeder, hvor 300D leverer en utrolig flotte detaljer. Det er egentlig ikke en kritik af selve FX9. Det er nemlig tilfældet for alle disse kompakte digitale kameraer. Deres billedsensorer er på størrelse med en lillefingernegl, og det giver begrænsninger. Problemet er i øvrigt størst med indendørs billeder i dårligt lys – med eller uden flash. Bruger man de kompakte kameraer udendørs i godt lys, er problemet minimalt. 

Alle de kompakte kameraer leverer billeder i størrelsesforholdet 3:4, hvilket er ganske irriterende, hvis man har tænkt sig at få dem ud på papir i 10×15 cm eller A4, der som bekendt er i størrelsesforholdet 2:3. Panasonic FX9 kan levere 2:3, men det sker ved at skære i billedet, hvilket reelt gør kameraet til et 5 megapixel kamera. Det er dog en rimelig løsning, som jeg bruger. 

Jeg er meget tilfreds med at have disse to kameraer. EOS 300D til langt de fleste opgaver – og Panasonic FX9 til de opgaver, hvor kameraet skal kunne ligge i en lomme uden at genere. Hvis du vil læse en grundig teknisk anmeldelse af kameraet, så gå til DPReview

Der er 3x zoom, som svarer til 35 til 105 mm. Lysstyrken er F2.8 til F5.0. ISO går fra 80 til 400, men de høje værdier er ubrugelige, fordi de giver alt for meget støj. Kameraet fylder sølle 94 x 51 x 24 mm – og vejer 155 gram med batteri. Det bruger SD hukommelseskort.