søgning efter billeder

Brug ikke Google Picasa2 til søgning på nøgleord. Brug et program som XnView, der bruger standarden IPTC. Så kan du nemlig overføre dine nøgleord til andre programmer.

Det er populært og fornuftigt at lægge nøgleord (søgeord) ind på sine billeder, så man kan finde dem uden at skulle spole gennem et utal af mapper. Det bliver hurtigt nødvendigt, når man skyder løs med sit digitale kamera. 

Mange programmer herunder Googles gode Picasa2 og MyAlbum understøtter netop dette, men det er ikke en god løsning. Disse programmer bruger nemlig deres egen hjemmestrikkede metode og database til disse nøgleord. Det betyder, at hvis du senere skifter program, så er alle dine bestræbelser tabt. Nøgleordene bliver ikke overført til det andet program. Derfor er det en langt bedre ide at bruge et program, der kan placere nøgleord (og andre informationer) inde i billederne, og som derfor overføres til andre programmer. 

Det samme gælder i øvrigt for selve Windows XP. Her kan man også indtaste nøgleord på billeder, men heller ikke Microsoft har tænkt på, at disse data skulle kunne flyttes til andre programmer. 

Photoshop og ACDSee

Det kan lade sig gøre, hvis man udelukkende bruger programmer, som bruger de såkaldte IPTC-felter til formålet. Det gælder XnView samt nyere versioner af programmer som Photoshop og ACDSee. Desværre understøtter min gamle Paint Shop Pro 8 det ikke. 

XnView er umiddelbart det mest interessante, fordi programmet er helt gratis for private brugere, det kører på stort set alle styresystemer, og det er fantastisk godt til at få overblik over sine billeder. Det er godt til slideshows, og det har basale funktioner til billedbehandling. 

IPTC giver mulighed for andet end nøgleord. Man kan også placere billeder i kategorier, og man kan tilføje rettigheder som fotografens navn og eventuelt copyright. Der er også et generelt beskrivelsesfelt, der kan indeholde lange tekster. Det bedste af det hele er dog, at man kan søge efter billeder via disse data. Man kan søge i alle felter på én gang, og man kan vælge for eksempel kun at søge i nøgleord. 

Man kan umiddelbart kun indtaste IPTC-data på billeder af typen JPEG. Det kan være en begrænsning for brugere af Canons kameraer, hvis de foretrækker RAW. CRW-filer er ikke understøttet. XnView skal dog roses for at kunne vise Canons RAW-billeder

Læs også: